Rapport for brugerrejserne ”Starte uddannelse”

Hent og læs rapporten for brugerrejsen.

Som kommende studerende skal man have styr på en lang række gøremål. Til at hjælpe borgerne godt på vej er der udviklet en guide på borger.dk til livssituationen ”Starte uddannelse”. Både borgere og centrale myndigheder deltog aktivt i udviklingen.

Guiden blev lanceret december 2021.

Rapport

Hent rapport: "Brugerrejsen starte uddannelse"

December 2021

Resumé

Denne rapport indeholder en gennemgang af formål, proces og leverancer for brugerrejsen ”Starte uddannelse”.

Formålet med projektet har været at give kommende studerende et bedre overblik og større sammenhæng i brugerrejsen, når deres ærinder går på tværs af offentlige myndigheder og selvbetjeningsløsninger.

Brugerrejsen ”Starte uddannelse” omhandler kommende studerende i Danmark, der søger ind på en universitetsbachelor, en erhvervsakademiuddannelse eller en professionsbachelor. Tidsmæssigt fokuserer projektet på forberedelsestiden fra borgerne skal vælge videregående uddannelse til den dag, de skal starte på uddannelsen.

Analysen af brugerrejsen er blevet til på baggrund af borger- og ekspertinterviews. Relevante myndigheder har indgået i arbejdet.

Analysen har vist, at brugerrejsen typisk indeholder 5 faser:

  1. Studievalg
  2. Ansøgning
  3. Ventetid
  4. Svar på optag
  5. Forberedelse til studiestart

Interviews med borgere om, hvad der har været udfordrende i brugerrejsen, har vist:

  1. Det opleves som stort og afgørende for fremtiden at skulle vælge og søge ind på en videregående uddannelse.
  2. Venner og andre studerende er de primære sparringspartnere, snarere end vejledere og forældre.
  3. Det er svært at få overblik over vejledningsmuligheder og ansøgnings-processen, hvis man er ude af uddannelsessystemet (ved fx sabbatår).
  4. At søge ind via kvote 2 er omstændeligt, og reglerne er svære at forstå.

Projektets hovedleverance er en guide på borger.dk, som kan findes her: www.borger.dk/videregåendeuddannelse

Guiden er blevet brugertestet med 8 borgere i målgruppen og er tilrettet derefter.

 

Indsigter på tværs af brugerrejser

Vi har set på tværs af arbejdet med brugerrejserne og samlet designprincipper, fokuspunkter og barrierer.

Læs mere om de tværgående indsigter