Lars Bønløkke Lê er ny vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen

25-09-2023

Lars Bønløkke Lê, der har været konstitueret i rollen siden maj, ansættes per medio september som vicedirektør.

Lars Bønløkke Lê kom til Digitaliseringsstyrelsen fra Erhvervsstyrelsen i forbindelse med ressortomlægningen, hvor Digitaliseringsstyrelsen fik tilført nye opgaver.

Siden maj har han siddet i stillingen som konstitueret vicedirektør, hvor han også har fungeret som kontorchef for fagkontoret for Kontor for cyber- og informationssikkerhed.

Lars Bønløkke Lê ansættes per medio september som vicedirektør med ansvar for Kontor for cyber- og informationssikkerhed samt kompetencer, Kontor for digital regulering og tilsyn samt Kontor for teknologi og data.

”Lars har i perioden som konstitueret vicedirektør bidraget positivt til direktionens arbejde, hvor han også har været med til særligt at øge fokus på det virksomhedsrettede område i styrelsen, og vi er glade for, at han nu ansættes i stillingen som vicedirektør”. - Tanja Franck, direktør i Digitaliseringsstyrelsen

Lars Bønløkke Lê glæder sig til at fortsætte arbejdet i Digitaliseringsstyrelsen.

”Jeg glæder mig meget til at fortsætte arbejdet og til at være med til at sætte retning på Digitaliseringsstyrelsens arbejde med cybersikkerhed, kunstig intelligens, dataområdet mv. Med den øgede usikkerhed rundt om i verden er særligt cyberområdet et vigtigt fokusområde for Digitaliseringsstyrelsen. Samtidig er der på en række områder central EU-regulering undervejs, som vi i de kommende år skal være med til at implementere. Det bliver en spændende og vigtig opgave, som jeg glæder mig til at være med til at sætte for.” - Lars Bønløkke Lê, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen

Lars Bønløkke Lê er uddannet cand.scient.pol fra Syddansk Universitet i Odense. Han har i en årrække været ansat i Erhvervsstyrelsen og senest som kontorchef for digital ansvarlig vækst.

Lars Bønløkke Lê er ansat som vicedirektør fra medio september.

Digitaliseringsstyrelsens samlede direktion kommer dermed til at bestå af direktør Tanja Franck samt tre vicedirektører, Adam Lebech, Mette Lindstrøm Lage og Lars Bønløkke Lé.

Morten Rosted Vang tiltræder som kontorchef i Kontor for cyber- og informationssikkerhed pr. 1. oktober.