Rådgivning om arkitektur og datamodellering
Den fællesoffentlige arkitektur skal anvendes for at skabe værdi. For at understøtte dette tilbyder sekretariatet for FDA rådgivning til projekter i det fællesoffentlige samarbejde, som indeholder væsentlige elementer af datadeling og arkitektur.
Alle digitaliseringsprojekter med et væsentligt element af datadeling eller tværgående forretningsprocesser anbefales et indledende møde med sekretariatet, hvor projektets rådgivningsbehov estimeres. Der kan i den forbindelse også udarbejdes en foreløbig plan for eventuelle arkitektur- og modelreview for projektet. Det endelige rådgivningsforløb aftales med sekretariatet for den fællesoffentlige digitale arkitektur, og kan løbende vurderes og justeres partnerne i mellem.
Sekretariatet besvarer gerne spørgsmål relateret til rådgivningsbehov eller andre spørgsmål, som projekter i den fællesoffentlige digitalisering måtte have i forbindelse med data og arkitektur.
Rådgivningsforløb
Sekretariatet kan rådgive om specifikke arkitekturprodukter, metoder, dokumentationsretningslinjer eller bare generel sparing. De rådgivningsforløb som projekterne har haft mest gavn af, har startet tidligt i projektforløbet, så planlægningen og scopet kan tage højde for de hensyn og muligheder der findes i samarbejdet om offentlig digitalisering. Rådgivning fra sekretariatet for den fællesoffentlige digitale arkitektur vil ofte dreje sig om et af følgende emner:
- Forståelse og overholdelse af de fælles arkitekturprincipper og regler
- Forberedelse til arkitektur- eller modelreview
- Vejledning i anvendelsen af konkrete arkitekturstøtteprodukter fra FDA, ex. referencearkitekturer, vejledninger eller regler for datamodellering
- Identifikation af genbrugelige elementer fra den fælles digitalisering, der kan være til gavn for projektet
- Identifikation af relevante standarder, specifikationer, relaterede projekter og udviklingsmønstre, der kan gavne projektet
- Et rådgivningsforløb med en specialist fra sekretariatet
Sekretariatet er altid klar til at tage en indledende samtale om mulighederne for sparring og review. Særligt hvis it-projektet involverer flere organisationer, strækker sig på tværs af domæner eller skal anvende eller udstille store mængder data, vil vi opfordre til at kontakte sekretariatet.