Videreanvendelse af offentlige data

Offentlige myndigheder og institutioner ligger inde med store mængder data, hvis videreanvendelse kan have værdi for samfundet. Det kan være data om blandt andet virksomheder, fast ejendom, bygninger, veje og landkort og en lang række øvrige oplysninger om det danske samfund.

Mange af disse data indeholder ikke beskyttede informationer, og bør derfor kunne genbruges bredt af både borgere, den private sektor og andre offentlige aktører til fordel for innovation, vækst og skabelsen af nye arbejdspladser. For at sikre fri, nem og lige adgang til de offentlige data, der kan videreanvendes uden særlige hensyn til beskyttelse, er der i PSI-loven fastlagt regler om, hvordan offentlige myndigheder skal behandle anmodninger og adgang til disse data samt hvilke betingelser, myndighederne må kræve opfyldt.

Læs mere om PSI-loven og videreanvendelse af ikke-beskyttede, offentlige data

Datastyringsforordningen

For at styrke den europæiske dataøkonomi, vedtog EU i 2022 den såkaldte Datastyringsforordning (DGA) om videreanvendelsen af beskyttede, offentlige data. Lig PSI-loven, fastsætter forordningen blandt andet rammer for, hvilke betingelser offentlige myndigheder skal og må stille, hvis de giver adgang til videreanvendelse af beskyttede data, såsom persondata eller forretningshemmeligheder.

Læs mere om Datastyringsforordningen og videreanvendelsen af beskyttede, offentlige data