Om Statens Digitaliseringsakademi

Digitaliseringsakademiet er et bidrag til at styrke statslige ledere og medarbejderes digitale kompetencer til at forstå, ville og kunne digitalisering.

""

I dag mangler statslige ledere og medarbejdere et overblik over relevante og målrettede kursustilbud, som er tilpasset statens særlige rammer og vilkår. Statens Digitaliseringsakademi tilbyder kurser, som adresserer de udfordringer og kompetencebehov, der kendetegner staten.

Kurserne på akademiet er kendetegnet ved deres tætte kobling til den virkelighed, som statslige ansatte oplever. De er praksisnære, de inkluderer statslige cases og eksempler, og de understøtter de krav, mål og strategier, som sætter retningen for den digitale offentlige sektor.

Digitaliseringsakademiets målgruppe

Kurserne på Statens Digitaliseringsakademi er rettet mod medarbejdere i staten, som ikke har en formel uddannelse inden for it og digitalisering, men for hvem viden om og forståelse for digitalisering er afgørende for, at de kan løse deres opgaver.

Sekretariat for digitale kompetencer

Digitaliseringsstyrelsen har nedsat Sekretariat for digitale kompetencer, som står for administration, styring og koordination af kurser og øvrige initiativer under Statens Digitaliseringsakademi. Sekretariatet sørger for at sikre den høje grad af forretningsforståelse, som er nødvendig for at udvikle kurser specifikt målrettet de statslige myndigheders behov.

Akademiets forankring i Digitaliseringsstyrelsen skal desuden sikre sammenhæng til øvrige strategiske indsatser på digitaliseringsområdet og øge muligheden for løbende at tilpasse kursuskataloget til nyopståede behov, som følge af fx nye lovkrav, reformer og initiativer.