Tastaturadgang og visuelt fokus
Mange mennesker kan ikke bruge en mus og må sætte deres lid til tastaturet, når de interagerer på internettet.
Mennesker, der er blinde eller svagtseende med bevægelseshæmning, er afhængige af at anvende tastaturet, hjælpemiddelteknologier og tastaturkommandoer, såsom stemmeinput. Tilgængelige websteder giver folk adgang til alt indhold og funktionalitet, fx links, formularer og afspillere, med et tastatur.
Tastaturfokus skal være synligt og skal følge en logisk rækkefølge gennem sideelementerne. Synligt tastaturfokus kan være en kant eller fremhævning, som vist nedenfor, der bevæger sig, når du bevæger dig igennem websiden.
Hvad skal man gøre?
I en browser, der understøtter tastaturnavigation med Tab-tasten, fx Firefox, Chrome og Safari, men ikke Opera:
- Klik i adresselinjen, læg derefter musen til side og brug den ikke.
- Tryk på 'Tab' -tasten for at bevæge dig gennem elementerne på siden. Du kan trykke på 'Shift-Tab' for at gå baglæns.
- Tryk på piletasterne for at bevæge dig rundt i elementer som rullelister og menulinjer.
- Sådan vælges et bestemt element på en rulleliste:
- Tabuler til listeboksen
- Brug piletasterne til at flytte fokus til emner
- Når et element har fokus, skal du trykke på Enter eller mellemrum for at vælge det element.
Hvad skal man tjekke?
- Tabulér til alt: Tjek, at du kan tabulere til alle elementerne, herunder links, formularfelter, knapper. Et almindeligt problem er, at du ikke kan tabulere til medieafspillerens knapper.
- Tabulér væk: Tjek, at du kan tabulere væk fra alle elementer, som du kan tabulere ind i. Et almindeligt problem er, at tastaturets fokus bliver fanget i medieafspilleres knapper, så du ikke kan tabulere væk. Det kaldes en "tastaturfælde".
- Tabuleringsrækkefølge: Tjek, at tabuleringsrækkefølgen følger den logiske læserækkefølge. For sprog, hvor man læser fra venstre mod højre, er det fra top til bund, fra venstre mod højre.
- Visuelt fokus: Tjek, at fokus er tydeligt synligt, når du går igennem elementerne, det vil sige, du kan se, hvilket element der har fokus, fx om links har en grå kontur omkring sig eller er fremhævet.
- Al funktionalitet med tastatur: Tjek, at du kan gøre alt med tastaturet, og derfor ikke behøver musen for at aktivere handlinger, indstillinger, synlige ændringer og anden funktionalitet. Et almindeligt problem er, at nogle funktioner kun er tilgængelige med musen og ikke er tilgængelige med tastatur.
- Rullelister: Tjek, at du, efter at have tabbet dig ind i en rulleliste, kan bruge piletasterne til at gå gennem alle indstillingerne uden at udløse en handling. Et almindeligt problem for rullelister der bruges til navigation, er, at det første element vælges automatisk, så snart du anvender piletasterne til at bevæge dig ned ad listen, og du ledes til en ny side. Du kan derved ikke komme til andre emner på listen.
- Billedlink: Tjek, at når billeder er links, har de tydeligt visuelt fokus og kan aktiveres ved hjælp af tastaturet, hvilket normalt gøres ved at trykke på Enter.