Medarbejderne har en digital assistent lige ved hånden

Chatbot gør det nemt for medarbejderne at lære at bruge teknologien.

Generativ kunstig intelligens skal være et redskab for alle

Chatbots med generativ kunstig intelligens kan være en hjælp i hverdagen, men det kræver, at medarbejderne ved, hvordan de skal bruge teknologien, og at sikkerheden er i orden.

Nogle medarbejdere synes, at det er utrygt eller besværligt at bruge de offentligt tilgængelige chatbots, som ChatGPT og Gemini.

Vejle Kommune ville derfor gøre det trygt og sikkert at bruge chatbots med generativ kunstig intelligens. Det var vigtigt for at sikre, at generativ kunstig intelligens ikke kun blev et redskab for teknologientusiasterne, men blev et redskab, som alle kunne få glæde af, og som kunne give organisationen en introduktion til generativ kunstig intelligens.

Chatbotten, Bertha, hjælper med at søge på intranettet og læse korrektur

Vejle Kommune undersøgte, hvordan de kunne gøre det nemt for medarbejderne at bruge generativ kunstig intelligens. Kommunen valgte sammen med leverandøren, InDialog, at medarbejderne skulle have en chatbot med generativ kunstig intelligens på intranettet.

Det var et oplagt sted for en chatbot til medarbejdere. Både fordi mange medarbejdere ofte besøger intranettet, og fordi der hverken er personfølsomme eller hemmelige oplysninger på intranettet.

Chatbotten fik navnet Bertha, og efter den kom i drift, har den været en stor succes. Medarbejderne bruger den både som søgemaskine på intranettet, men de bruger den også til at læse korrektur og få hjælp til at skrive i øjenhøjde med borgerne.

""

Én medarbejder har en god ide om, hvad Bertha kan bruges til, men en anden  medarbejder har en helt anden ide om, hvad Bertha kan bruges til. Kun fantasien sætter grænser, og det er fedt at se. Det gør, at vi som kommune er blevet mere digitalt nysgerrige.

Nicklas Fledelius, Vejle Kommune

Bertha er et medarbejdergode og ikke en spareøvelse

Medarbejderne bruger Bertha som en digital ‘kollega’, der kan hjælpe i hverdagen, og der er stor forskel på, hvordan de bruger Bertha. Nogle får hjælp til at skrive i øjenhøjde til borgerne eller læse korrektur. Andre bruger Bertha til at finde vejledninger.

Det er forskelligt, hvilken værdi Bertha giver. Bertha kan give en forbedring af kvaliteten i materialer og skabe mere fokuserede processer, fx på workshops. Formålet er naturligvis også at se, hvilken effektivitetsforbedring, som teknologien kan hjælpe med. Bertha kan bl.a. være med til at frigive tid til andre opgaver, når man får hjælp med et referat eller til korrektur. Sådan er Bertha en håndsrækning for den enkelte.

Mange medarbejdere kommer ikke til at lave en bruger hos OpenAI. De skal have chatbotten lige ved hånden, og det har vi gjort med Bertha.

Anne Dyrberg, Vejle Kommune

Organisatorisk:

Vejle har for to år siden nedsat en mindre gruppe på fire medarbejdere i Digitalisering & IT, der strategisk arbejder med ny teknologi. Gruppen har stor frihed til at foreslå nye indsatser, og ledelsen bakker op. Det har været vigtigt i udviklingen af Bertha.

Kompetencer:

Der er ingen glæde ved en chatbot, hvis medarbejderne ikke vil bruge den. Vejle har afholdt kurser for at lære medarbejdere at ‘prompte’ og forholde sig kritisk til generativ AI.

Jura og retningslinjer:

Der har været en jurist med i udviklingen af Bertha, og der er lavet risikovurderinger og databehandler-aftale med leverandøren. Vejle har også retningslinjer om generativ AI.

Data og vedligehold:

De tekster, som er på intranettet, indgår som data i Bertha. Derfor er det vigtigt, at intranettet er opdateret. Det er en løbende vedligeholdelsesopgave.