Sporingsteknologier: Pixels - en kort guide

I den digitale tidsalder har sporingsteknologier gjort det muligt for tjenesteudbydere at indsamle store mængder af data om brugere gennem deres adfærd online. Cookies er en af de mere kendte sporingsteknologier, hvorimod kendskabet til pixels er mindre udbredt – om end pixels er en af de mest anvendte sporingsteknologier i dag.

Som tjenesteudbyder kan det være svært at gennemskue, hvor og hvornår man kan bruge pixels. Pixels er en brugbar og effektiv sporingsteknologi, men man skal som udbyder af en tjeneste være opmærksom på at anvendelse af pixels er omfattet af reglerne i cookiebekendtgørelsen. Det skyldes blandt andet, at pixels anvendes til at gemme eller få adgang til oplysninger på brugerens enhed. Det er tjenesteudbydernes ansvar at sikre, at anvendelsen af pixels overholder reglerne. Det er særligt vigtigt, eftersom pixels ofte er mere usynlige for brugeren end eksempelvis traditionelle cookies. Endvidere kan pixels være sværere for en bruger at slette, hvilket yderligere komplicerer muligheden for at kontrollere, hvilke data der indsamles om brugeren samt til hvilke formål.

Man kan eksempelvis bruge pixels i følgende situationer:

  • Digital marketing og annoncering: Tjenesteudbydere kan bruge pixels som led i deres digitale marketingstrategi. Pixels kan eksempelvis anvendes på tjenesten til at spore, hvordan brugere interagerer med marketing eller annoncer på sociale medier samt andre eksterne platforme. Mange af de store sociale medier såsom Meta, TikTok og LinkedIn har pixels, som en tjenesteudbyder eksempelvis kan anvende på sin tjeneste. Når tjenesteudbyderen placerer en pixel på sin tjeneste og brugeren åbner tjenesten, aktiveres denne pixel. Tredjepartstjenester - eller tjenesteudbyderen selv – kan herved indsamle data om brugeren samt brugsadfærden på tjenesten. Denne data kan tjenesteudbyderen så bruge til at foretage målrettet marketing og annoncering til brugeren.  
  • Analyse og webstedsydelse: Tjenesteudbydere kan også anvende pixels til at genere data om, hvem der besøger deres tjeneste. De kan anvende pixels på tjenesten bl.a. med det formål at indsamle data om, hvordan brugere interagerer med tjenestens indhold og til brug for andre formål. Data indsamlet gennem anvendelse af pixels vil i denne kontekst primært blive brugt til at forstå brugeradfærd og optimere tjenesten. En af de mest kendte analyseværktøjer er Google Analytics, som fungerer ved, at der anvendes en pixel på tjenesten, som indsamler data om brugerne.   
  • E-handel og konverteringssporing: Tjenesteudbydere, der driver e-handelsplatforme, kan implementere pixels for at spore konverteringer og måle effektiviteten af deres salgs- og marketingsprocesser. Dette kan omfatte sporing af, hvornår brugere foretager et køb eller klikker på en annonce.  Data indsamlet gennem anvendelse af pixels i denne sammenhæng bruges til at analysere konverteringer og forstå hvilke produkter eller tjenester, der bedst genererer salg.Google Ads er en af de mest anvendte pixels inden for konverteringssporing på e-handelsplatforme. Sporingsteknologien kan spore konverteringer fra Google Ads-kampagner og måle effektiviteten af annoncer.

Må man anvende pixels på sin tjenesteydelse?

Det er ikke ulovligt for en tjenesteudbyder at anvende pixels på sin tjeneste, så længe anvendelsen sker i overensstemmelse med reglerne i cookiebekendtgørelsen. Man kan læse vejledning til cookiebekendtgørelsen her. 

I nedenstående oplistes nogle af de hovedpunkter, tjenesteudbydere skal være særligt opmærksom på: 

  • Informationspligt: Tjenesteudbyder skal sikre, at brugeren bliver informeret tydeligt og forståeligt om, hvilke typer af sporingsteknologier, der anvendes på tjenesten til brug for indsamling af data og lagring af allerede eksisterende data på brugerens terminaludstyr. Dette inkluderer blandt andet oplysninger om, hvad den indsamlede data anvendes til. Det er vigtigt, at brugeren er informeret behørigt, så de kan træffe et informeret valg om, hvorvidt brugeren ønsker at give samtykke til tjenestens anvendelse af pixels samt den dertilhørende indsamling af data. 
  • Samtykkekrav: Tjenesteudbydere skal indhente et gyldigt samtykke fra en bruger, før tjenesten lovligt må anvende pixels, der ikke er teknisk nødvendige. Kravene til et gyldigt samtykke er, at det skal være aktivt og informeret. Herunder skal en bruger have reel mulighed for at acceptere eller afslå en tjenestes anvendelse af pixels, der ikke er teknisk nødvendige. Brugeren skal også til en hver tid kunne trække sit samtykke tilbage. 
  • Opdater dine oplysninger: Tjenesteudbydere skal løbende opdatere sine oplysninger om, hvilke sporingsteknologier tjenesten anvender. Såfremt en tjeneste anvender nye pixels eller ændrer formålet med anvendelsen af allerede eksisterende pixels, er et tidligere afgivet samtykke ikke længere gyldigt. Det betyder, at man ligeledes skal indhente brugernes samtykke på ny inden anvendelsen af pixels til brug for det nye formål. Det kunne eksempelvis gøres ved at opdatere jeres cookiebanner med information omkring jeres ændringer, hvor brugeren kan mulighed for at afgive eller afslå samtykke