Open Government-handlingsplaner

Hvert andet år udvikler Danmark en national handlingsplan der samler initiativer inden for åben regeringsførelse.

Handlingsplaner

Danmarks femte Open Government-handlingsplan har fokus på flere temaer, som bidrager til at understøtte det danske samfund og mødet mellem offentlige institutioner og civilsamfundet.

Handlingsplanen for 2023-2025 har fokus på følgende temaer:

  • Styrkelse af aktivt medborgerskab og samarbejde med civilsamfundet
  • Samskabelse og åbne innovationsprocesser
  • Åbne data og open source

Disse temaer spiller blandt andet en afgørende rolle i at bidrage til øget transparens for civilsamfundet i offentlige projekter og processer. Samtidig har flere initiativer fokus på aktiv inddragelse af borgerne, både når det kommer til kontakten til det offentlige gennem digitale værktøjer og anvendelsen af statsejede naturområder.

Civilsamfundet inddrages også i lokale udviklingsprocesser fx på sundhedsområdet, hvor samskabelse og åbne innovationsprocesser er med til at øge civilsamfundets påvirkning på politiske beslutninger.

Handlingsplanen består af fem konkrete initiativer.

Læs Danmarks Open Government Partnership-handlingsplan 2023-2025

Tilliden til offentlig digitalisering skal styrkes

Danmarks fjerde Open Government-handlingsplan har fokus på tilliden til offentlige myndigheder og særligt på at styrke tilliden til offentlig digitalisering.
Handlingsplanen indeholder således initiativer, der sætter fokus på at imødekomme udfordringerne for borgernes tillid, og samtidig udnytte de muligheder, som den offentlige digitalisering skaber, i forhold til at styrke tilliden til det offentlige Danmark.

Handlingsplanen består af syv konkrette indsatser, som fordeler sig på fire temaer:

  • Temaet ”Åbne data” er omdrejningspunkt for fire af handlingsplanens initiativer med sigte om at stille nye data til rådighed og udvikle nye metoder for deling af data.
  • Temaet ”Tillid til det offentliges behandling af data” skal sikre gennemsigtighed og transparens i behandlingen af data ved at give borgerne adgang til egne data.
  • Temaet ”Øget retssikkerhed på det sociale område” sigter mod at styrke tilliden til sagsbehandlingen på det sociale område ved at etablere en uafhængig retssikkerhedsenhed.
  • Temaet ”Whistleblowerordningen på Justitsministeriets område” skal styrke borgernes tillid til den offentlige forvaltning igennem etableringen af whistleblowerordninger på justitsministeriets område.

Hent Danmarks handlingsplan for Open Government Partnership 2019-2022

Åbenhed og inddragelse skal underbygge en velfungerende offentlig sektor.

Danmark er i international sammenhæng kendetegnet ved at være et moderne og åbent samfund. Vi er kendt for at følge med udviklingen, værne om demokratiet og have en velfungerende offentlig sektor, der til stadighed forbedres. Denne position skal fastholdes og styrkes.

Open Government handlingsplanen 2017-2019 bygger på to nøglebegreber, som underbygger en velfungerende offentlig sektor: Åbenhed og inddragelse. En effektiv og fair offentlig sektor skal være åben. Fx skal der være åbenhed om borgernes sager med offentlige myndigheder, så borgerne har mulighed for at se myndighederne efter i kortene. Samtidig skal borgerne inddrages, så det sikres, at den service, der leveres, er tilrettelagt efter deres behov og leveres på deres præmisser.

Handlingsplanen består af 14 konkrete indsatser, som fordeler sig på fire temaer

  • I temaet "Flere og bedre åbne data" gennemføres indsatser for at frigive data til fri afbenyttelse og sikre, at de data, der frigives, er af god kvalitet.
  • I temaet "Skræddersyede data skal sikre grundlag for borgerinddragelse" gennemføres indsatser for at sikre, at data er overskuelige og tilgængelige for de borgere, der har brug for dem, når de har brug for dem.
  • I temaet "Sammen om en bedre offentlig sektor" gennemføres indsatser for at understøtte, at idéer og viden fra civilsamfundet kommer i spil i forhold til at løse aktuelle problemstillinger og etablere en dialog om den service, som den offentlige sektor leverer.
  • I temaet "En global indsats for åbenhed" gennemføres indsatser for at fremme transparens og åbenhed gennem Danmarks udviklingssamarbejde.

Hent Danmarks handlingsplan for Open Government Partnership 2017-2019

De danske handlingsplaner for open government handler om frivillighed, brug af ny teknologi, åbne data og udbredelse af open government.

Den danske open government-handlingsplan 2013-2014 handlede blandt andet om frivillighed og rammerne for frivilligt arbejde og om at udnytte ny teknologi til at styrke gennemsigtighed, vækst og livskvalitet – blandt andet gennem åbne data og digital velfærd. Det indebærer en ny tilgang til den offentlige sektors rolle, hvor vi skal arbejde med en aktiv og bred involvering af borgerne, virksomhederne og civilsamfundet generelt.

Nye initiativer tilføjet

Handlingsplanen blev udvidet fra 1. januar 2015, så den i stedet løb indtil 1. juli 2016. I den forbindelse blev der tilføjet to nye initiativer under temaerne "Åbne data" og "Udbredelse af open government".

Selvevaluering

I overensstemmelse med reglerne for deltagelse i OGP har danske myndigheder udarbejdet selvevalueringer af Danmarks handlingsplan for 2013-2014 og 2014-2016.

Hent OGP-selvevalueringsrapporten 2013-2014