Test flere sider med QualWeb (avanceret)

Læs om forudsætninger for at kunne anvende QualWeb til at teste flere sider.

QualWeb er et open source og gratis testværktøj til automatiske tilgængelighedstests på websider.

QualWeb kan også bruges til at crawle et helt websted og rapportere på tværs af alle sider, men det stiller krav til både tekniske kompetencer og infrastruktur, og selvom QualWeb i sig selv er gratis, indebærer opsætningen nogle omkostninger.

Her oplyses i overordnede træk, hvad der kræves for at kunne anvende QualWeb til at teste tilgængeligheden på tværs af et helt websted ved hjælp af de værktøjer, som gratis stilles til rådighed af QualWeb. Dette holdes også op mod den alternative mulighed at benytte sig af kommercielle platforme til at teste tilgængeligheden på et helt websted.

Fordele ved at bruge QualWeb til at teste flere sider:

  • Test på tværs af mange sider skaber et overblik over hvilke problemer, der fylder mest på et websted, hvilket er værdifuld viden ift. prioritering af indsats
  • Open source og gratis.

Ulemper ved at bruge QualWeb til at teste flere sider:

  • Kræver infrastruktur, ressourcer og tekniske kompetencer

Test et helt websted

Hvis QualWeb skal anvendes til at crawle et websted, altså samle en liste af alle relaterede websider tilknyttet webstedet, skal man bruge ”QualWeb Core”.

QualWeb core er den test-motor, som anvendes af QualWebs enkeltside-tjekkere (QualWeb online evaluator og QualWeb Chrome extension), og som også anvendes i Digitaliseringsstyrelsens monitoreringsindsatsen i henhold til webtilgængelighedsloven.

QualWeb Core kan frit downloades fra GitHub og anvendes under licensen ISC, og på QualWebs hjemmeside beskrives, at man med QualWeb Core kan ”integrere QualWeb i sine JavaScript-projekter”.

Hvad indeholder QualWeb Core?

QualWeb core består af:

  • en ”crawler”, der kan identificere alle enkeltsider på et websted (afgrænset af et domæne)
  • en ”motor”, der kan gennemføre tilgængelighedstest på de enkeltsider, som er identificeret af crawleren
  • forskellige moduler med tilgængelighedstjeks, der kan vælges til og fra efter behov
  • et rapportmodul, der kan eksportere eller behandle data til forskellige formater.

Med i den gratis pakke kommer altså alt, hvad der i princippet skal bruges til at teste tilgængeligheden på tværs af et helt websted.

Nødvendige kompetencer

Teamet bag QualWeb beskriver selv, at man med QualWeb core kan ”integrere QualWeb i sine javascript-projekter”.

QualWeb Core kan derfor ikke stå alene. I de fleste tilfælde vil det kræve softwareudviklings-kompetencer at skabe en meningsfuldt opsætning af QualWeb Core til tilgængelighedstest af et helt websted, og vil overordnet set kræve:

  • Tekniske kompetencer (softwareudvikling)
  • Hardware (fx en server)
  • Datalagring (fx en database)
  • Udvikling af brugergrænseflade til input (administration af crawls mm.)
  • Efterbehandling af testdata
  • Udvikling af brugergrænseflade til output (visning af data).

Først og fremmest kræves noget hardware, som det kan installeres og køre på, fx en server.

Derudover skal der kommunikeres til det installerede QualWeb, hvad det skal foretage sig – det skal have noget input. QualWeb Core indeholder ikke en grafisk brugergrænseflade til administration af crawls mm. Det betyder, at man enten skal kommunikere med sin QualWeb-installation ved at give det kode-kommandoer direkte eller ved at bygge en brugergrænseflade, så en person uden tekniske kompetencer har mulighed for at igangsætte og administrere crawls.

QualWeb Core har heller ikke nogen brugergrænseflade til afrapportering af resultater på tværs af webstedet – der skal altså også håndteres noget output fra QualWeb.

QualWeb Core producerer resultater for de enkelte sider i JSON-formatet Evaluation and Report Language (EARL) 1.0.

Se QualWebs EARL reporter-modul

For at kunne anvende data fra QualWeb Core til at skabe indsigter i tilgængeligheden på et websted, er det nødvendigt at foretage databehandling og eventuelt datavisualisering efterfølgende. Der skal altså konfigureres en opsætning til at hente JSON-rapporterne ind, lave meningsfulde beregninger på tværs af sider og vise data på en måde, så man både kan få det overordnede billede og grave ned til de enkelte fund på de enkelte sider samt identificere hvad der præcis skal rettes.

Efterbehandlingen af data kræver en del ressourcer, hvilket stiller krav til den hardware, som det skal gøres på. For at kunne anvende data fornuftigt, er der desuden en stor mængde data, der skal lagres et sted, fx i en database. Dette især, hvis man ønsker at lave gentagne, periodiske tests af webstedet for at følge udviklingen.

Selvom QualWeb Core i sig selv er både open source og gratis, er det derfor ikke helt omkostningsfrit at benytte QualWeb til test af et helt websted. Omkostningerne ligger både i opstarten i forhold til en brugbar opsætning og i efterfølgende løbende omkostninger til infrastruktur samt vedligehold.

Kommercielle alternativer

De fleste kommercielle platforme tilbydes som abonnementsløsninger. Det betyder, at der ikke er nogen opstartsomkostninger eller behov for selv at skulle erhverve sig tekniske kompetencer, og samtidig er de løbende udgifter kendte.

En omfattende liste over forskellige værktøjer til test af tilgængeligheden på hele websteder stilles til rådighed af World Wide Web Consortium (W3C), hvor leverandører selv kan melde deres værktøjer ind, hvor man fx kan filtrere på ”Guidelines: WCAG 2.0”, ”Type of Tool: Online tool” og ”License: Commercial”: Web Accessibility Evaluation Tools List.

Se også afsnittet “Andre testværktøjer”, som beskriver hvorfor det er relevant at vælge værktøjer som benytter Accessibility Conformance Testing (ACT) regler.

Vejledninger for enkeltsidetest

Mens det kræver en del at bruge QualWeb til at teste tilgængeligheden på et helt websted, så er det nemt at teste en enkelt webside ad gangen med QualWeb.

Læs mere i de øvrige vejledninger:

Enkeltsidetest med online evaluator

Enkeltsidetest med Chrome extension